BREAKING NEWS

X
Teatret Svalegangen

BREAKING NEWS

Teater

BREAKING NEWS - EKSPLOSIV MEDIESATIRE SPRÆNGER SENDEFLADEN

Spilleperiode: 16. feb. – 20. mar. 2019

Pris: 195 kr. Se tilbud og rabatter på www.svalegangen.dk/priser/billetter/

ER DET BREAKING?

Nær fremtid. Avanceret neuroteknologi dikterer nyhedsstrømmen: ”Fra nu af laver vi kun nyheder, som trænger helt ind i deres inderste følelsesliv. Gennembrydende! Gennemtrængende nyheder! Breaking News!” Samtidigt i en stue: ”Har du hørt om elefanten? En eller anden sindssyg landmand har skudt en elefant, fordi han mente den ødelagde hans mark.” Rasmus kigger tomt på Gitte. Hvis bare han kunne stå af strømmen. Få sig en gammeldags mobil, sådan en man kan spille Snake på. Men er det at sejle agterud?

Nyhedsmøllen ruller som aldrig før. Dag ud og dag ind strømmer de ind og lægger sig øverst i vores feeds. Men var Trumps seneste tweet breaking? Tænder vi mere på hurtige klikbaskere frem for væsentlige nyheder, eller kan vi ikke længere skelne? BREAKING NEWS er en eksplosiv mediesatire, der i bedste Breaking News-stil bryder sendefladen og sætter spørgsmålstegn ved mediernes agenda og os som medieforbrugere. 

DEN DIGITALE MAGTARENA

I dag skal nyhedsstoffet fascinere, forarge og være relaterbart – helst 24-7. Men er vi ved at nå grænsen for, hvor letfordøjelige nyheder kan være? Er politikerne langsomt begyndt at efterabe mediernes sort/hvide overskrifter? Og hvad sker der med os borgere, når vi ikke længere kan se forskel på, hvad der er fake, breaking eller propaganda? BREAKING NEWS zoomer ind på den digitale magtarena i en nær fremtid, hvor neuroteknologi og brain candy leder strømmen. Kom med bagom de sensationelle, absurde og komplet ligegyldige nyheder i denne foruroligende og en lille smule vanvittige satire. Det er (really) BREAKING NEWS!

X