FRAADS

X
Train

FRAADS

Koncert
DEN POETISKE HIPHOP-DUO FRAADS ANNONCERER DEBUT-ALBUM OG SPILLER DERES HIDTIL STØRSTE KONCERTER I 2020

 

FRAADS, der består af forsanger Papa Erotic og producer David Engelbrecht, er i løbet af 2020 klar med deres debutalbum. Samtidig offentliggør de indtil videre to koncerter i København og Aarhus i efteråret 2020, som bliver deres største til dato.

 

Koncerterne annonceres oven på et 2019, hvor FRAADS for alvor har markeret sig som et af de navne på den danske urbanscene, som ikke kan ignoreres. Opbakningen til duoens følsomme og alternative hiphop kunne i den grad mærkes tidligere på måneden, hvor de spillede to udsolgte koncerter i Lille VEGA i København og Radar i Aarhus. Bands Of Tomorrow var forbi og kvitterede med 5 ud af 5 stjerner. De skrev: ”Med bodyrolls, trompetspil og kæmpe musikalsk overskud markerede FRAADS fredag aften sig selv – ikke bare som en af de mest prominente og nyskabende hiphop-grupper, men også som et af de bedste nye livenavne.”

 

FRAADS har netop udgivet singlen ’Blinker’, akkompagneret af en flot visuel side, der er skabt af Ophavfilm i samarbejde med Prxjects by Mercedes Benz.

Om Blinker siger P3-vært Fie Neergaard: ”Fraads har lavet et fantastisk, forelsket, smånaivt og samtidig kompliceret nummer, med en tekst og en stemning der rammer fuldstændigt rent.”

 

I løbet af 2020 vil FRAADS være klar med deres længeventede debutalbum, der ønsker at udbygge duoens repertoire fra deres seneste EP ’FRYYS’ fra 2018 – en ep der desuden fik rosende ord med på vejen fra både Politiken, Noisey Danmark og Soundvenue, hvoraf sidstnævnte udråbte EP’en til at være et af 2018’s bedste danske albums.

 

”FRAADS smadrer alle dine idéer om dansk rap” skrev Noisey i deres portræt om den unge duo, og her tænkes også på deres live shows hvor frontmand Papa Erotic er en energiudladning uden sidestykke. På scenen kombinerer FRAADS det håndspillede med det programmerede, og der opføres ligeså lange improvisatoriske lyduniverser som der spilles deres udgivne singler med sans for inddragende levering.  Forsangeren Papa Erotic kan det ene øjeblik svæve i rummet, hensunket i følsomhed og indlevelse, for i det næste øjeblik at hoppe manisk rundt på scenen og opfordre publikum til at gøre ham efter. Resultatet er en levende, sveddryppende og fornyende liveoplevelse.

X