X
Kvindemuseet

Heldagsseminar: Maskulinitet – fællesskab eller fremmedgørelse?

Aarhus litteraturcenter præsenterer: Et heldagsseminar om maskulinitet. Alle må komme med!

Der tales meget om køn i disse år. #Metoo-debatten har fyldt både aviser og TV, og ligestilling er ikke længere kun et spørgsmål om ligeløn. Også krav om kropslig autonomi og integritet er i spil.

Mænd giver ofte deres mening til kende i debatten, indenfor forskning, i den offentlige debat og i litteraturen. Men det store anliggende er stadig ubesvaret: For hvilke ønsker har de til og på vegne af deres eget køn, og hvordan kommer dette til udtryk i blandt andet litteratur? Det er bare ét af de emner, vi dykker ned i.

På de seneste er der dukket flere eksempler op på mænd, der forsøger at formulere en feminisme eller kønsbevidsthed, der inkluderer begge – eller alle – køn. Det mandlige inklusiv. Queerfeminisme. Gender studies. Kært barn har mange navne, men alle har de til fælles at søge en mere nuanceret og mere inkluderende kønsdebat.

D. 5. december ønsker vi at sætte fokus på mandekønnet i samtidens litteratur – står de traditionelle mandlige dyder for fald, og hvad vil det i det hele taget sige at være maskulin? Seminaret finder sted på Kvindemuseet i Aarhus og alle er velkomne! Køb billet på dagen.

Program

11.00

Velkomst ved Jesper Clausen, praktikant ved Aarhus Litteraturcenter, studerende ved Nordisk sprog og Litteratur.

11.10

Martin Bastkjær, forfatter og kritiker ved Information

”I disse år bliver køn ofte fremhævet som et markant tema i dansk litteratur. Men ligesom kønsdebatten alt for ofte reduceres til spørgsmål om, hvorvidt der er forskel på mænds og kvinders hjerner… er det for simpelt at tale om køn som et tema i litteraturen. Når vi taler om køn, taler vi egentlig om, hvordan vi forholder os til os selv, hvordan vi er sammen med andre… Det handler – ligesom politik – om magt og relationer” (Fra Essay til statsministeren)

11.55

Kenneth Reinicke, lektor ved center for Køn, Magt og mangfoldighed

Ligestillingsdebatter har af flere forskellige grunde været baseret på kvinders livsverden og erfaringer. Historisk set har kvinder også haft ringere livsvilkår og færre demokratiske rettigheder end mænd. Men der er også brug for større systematisk viden om mænds liv i et kønsperspektiv, hvis der skal skabes løsninger på nogle af tidens ligestillingsmæssige udfordringer. Men hvorfor tøver mænd ofte med at deltage i kønsdebatten og hvad betyder det for den pris, som nogle mænd betaler for deres maskulinitet og for andre mænds samfundsmæssige privilegier?

12.40: Frokostpause

 

13.10

Anders Haahr Rasmussen, forfatter og journalist

Med udgangspunkt i egne personlige historier og samtaler med kloge mennesker fortæller han om at date kvinder, om #metoo og grænser, om sexisme og mænds forhold til feminisme. Det handler grundlæggende om, hvordan mænd kan finde sig til rette på en bane, hvor spillereglerne ikke er helt de samme, som de var for tyve år siden.

13.55

Malte Tellerup, forfatter, vinder af årets debutantpris 2018

Malte Tellerup taler om maskulinitetsidealer og udvekslingen mellem hårde og bløde værdier, for hvordan kan vi udvide de affektive rammer for det maskuline? Og hvordan undgår vi at reproducere stereotyper uden at afvise hinanden med fordomme?

Han vil derudover læse op fra Markløs og sin kommende roman Åben himmel.

14.40: Kaffepause

15.00 

Afsluttende samtale: Maskulinitet(er) modereret af Camille Møhring Reestorff, lektor ved Institut kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.

Oplægsholdere

  • Martin Bastkjær tog afgang fra Forfatterskolen i København i 2013. Han debuterede i 2015 med romanen Det nye hav på Forlaget Arena i 2015, en roman om en ung mand, der længes efter at være alene, i den forstand at han ønsker sig fritaget for at blive set, fritaget for at skulle posere.
  • Kenneth Reinicke er dansk lektor ved Center for Køn, Magt og Mangfoldighed og modtog i 2007 Mathildeprisen af Dansk Kvindesamfund. Han har været medlem af Ligestillingsrådet og har blandt andet udgivet bøgerne De unge fædre, Den hele mand og Mænd: Køn under forvandling.
  • Anders Haahr Rasmussen er cand.public. fra Syddansk Universitet og MA i sociologi fra The New School for Social Research, New York. Har som freelancejournalist skrevet især om prostitution, køn og tennis de seneste seks år. I 2019 udgav han bogen En fandens mand, en nysgerrig, selvudleverende og ofte meget morsom fortælling om at være mand i det 21. århundrede.
  • Malte Tellerup er cand.mag. fra Københavns Universitet i litteraturvidenskab. Debuterede med romanen Markløs i 2017, en fortælling om en vandring ad de fynske landeveje, hvor en familiehistorie flettes sammen med den fynske natur.

    Entré

    65 kr. // 50 kr. for studerende.

    Arrangementet er lavet i et samarbejde mellem Aarhus litteraturcenter og Kvindemuseet. Det er støttet af Statens Kunstfond og FO-Aarhus.

http://kvindemuseet.dk/kalender/heldagsseminar-maskulinitet-faellesskab-eller-fremmedgorelse/

X