X
Godsbanen

Det Røde

Billedkunstner Annette Fausø : Magiske møder med det røde.

Annette Fausø udstiller i december måned røde farveeksperimenter i Mellemrummet i form af to serier malerier og en gruppe små røde skulpturer:

Jeg har altid været en farvenørd. Både i min fortid som tekstildesigner og nu i mange år som billedkunstner. Lyset og farverne er min største fascination i arbejdet med min kunst. En evig udfordende kilde til frustration og salige øjeblikke, når man rammer rigtigt og en farve falder på plads i sammenhængen. Alle farver er interessante. De kan i sig selv udtrykke (virke) på uendelig mange måder, alt efter hvordan de bruges i sammenhæng med andre farver.

Jeg henter min inspiration i kunsthistorien (feks Matisse , Lundstrøm, Tal R. for at nævne bare et par stykker af mange) og i høj grad bare “ude i verden” på mine mange livsnødvendige vandreture. I de aktuelle værker har jeg brugt de planter jeg har plukket i vejkanten på vej til værkstedet  og de sten jeg samlede op på ture langs havet og lige rundt om hjørnet blomsterne i vores gårdhave som motiver og form-elementer.

På denne ustilling har jeg koncentreret mig om at undersøge den røde farve og dens møde med andre farver. Jeg har altid haft “noget” med den røde farve. Jeg glæder mig altid til  at male det røde ( i alle de uendelige nuancer) ind  billedet , “det røde felt”, som får det hele til at leve og som fremhæver det øvrige .

Eksperimentet er at undersøge, hvor lidt man kan nøjes med og alligevel få et interessant udtryk  frem. Hermed kun den røde farve eller den røde plus en eller to andre farver.

Det enkle udtryk er som regel det stærkeste. Det som bare “er” og som ikke kan forstås eller forklares, til gengæld er det også det sværeste at konstruere sig frem til.

Den kendte bemærkning “det kunne  jeg da også nemt lave”, når man er på kunstudstilling og ser noget, der nærmest bare er “nogle streger” eller “klatter”, viser sig tit at være det sværeste at opnå, når man selv prøver.

Kontakt og mere information: www.annettefausoe.dk

Fernisering: Onsdag d. 4. dec. kl 16-18

BENYT INDGANG 3F i SKOVGAARDSGADE

X