X
Atlas + Voxhall

Rigmor + Jasmin

Koncert

Den står på dansksproget indiepop og færøsk soul/pop, når Rigmor og Jasmin denne aften gæster Atlas i Aarhus.

Rigmor
En idé om at sætte musik til tekster af Michael Strunge blev startskuddet til bandet Rigmors vision om at give ordene vinger. Inspirationen fra Strunge gav en tyngde og melankoli i bandets egne tekster, der emmer af ærlighed og inderlighed. En drøm om at kunne figurere som talerør for en generation, der er blevet tabt på gulvet, får jorden til at brænde under fødderne og musikken til at stikke af.

Rigmor udgav i august 2019 debutsinglen ”Træ”, der fik omtale i blandt andet DR og Gaffa og airplay på P6. Senere i august måned spillede de på Uhørt Festival på Vesterbro, hvor musikbloggen Undertoner udråbte dem til Årets Koncert.

Rigmor befinder sig i et spændingsfelt mellem det blide og det støjende. Musikken har adopteret Strunges maniodepressive sind, og deres insisterende sceneoptræden vil efterlade dig i en potpourri af nervøs og chokeret forløsning.

Den unge aarhusianske gruppe har spillet sammen siden marts 2018 og består af Sarah Wichmann, Oliver Stewart, Victor Sousa og Lasse Lykke.
Jasmin
Jasmin er et forholdsvis nyt band fra Færøerne, som de sidste to år har været meget aktive på den færøske musikscene. Bandet begyndte at spille sammen i 2017 og samme år vandt de ’’Sement’’, som er en konkurrence for upcoming bands på Færøerne.

Gruppen har en global verdenslyd med en blanding af elektronisk fusion af soul og pop. Samtidig trækker det unge band inspiration fra livet på Færøerne, hvor en støvregn af mørkere toner og længsel indimellem kryber ind i lydbilledet.

Det hele toppes af forsanger Jasmin Motes fantastisk kraftfulde vokal, som tilsammen giver deres lyd en bredde, der kan nå langt ud over de færøske landegrænser. Til Faroese Music Awards 2019 vandt Jasmin prisen som ’’Årets Kvindelige Sanger’’.

Jasmin har på kort tid opnået at blive ét af de mest populære bands på Færøerne. I maj 2019 udgav de deres debut-EP ’’I Know It’s Over’’ og spillede deres første koncert i København på Huset-KBH.

Bandet arbejder hele tiden på nye numre, og der forventes at komme ny musik i starten af 2020.
Links
Rigmor på Facebook
Jasmin på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

X