X
Atlas + Voxhall

Pligten Kalder

Koncert

OBS: Koncerten er udsat fra den 27. marts.

Billetter købt  til den 27. marts er naturligvis også gældende til den nye dato. Har man ikke mulighed for at deltage på den nye dato, er der per mail sendt anvisninger til, hvordan man kan refundere sin billet.

Johan Olsen, Torben Steno, Peter Jessen og Søren Mikkelsen.

Bemærk: Koncerten er en siddekoncert.

Pligten Kalder har været på landevejen hvert forår siden 2018 - således også i 2020. Siden udgivelsen af “Længst Muligt i Eget Hjem” er den småbizarre kvartet blevet meget sammenspillet. Produceren Søren Mikkelsen er blevet fast bassist - med et par afstikkere til pianoet binder han bodegaens døde blomster sammen oven på den stadigt og stædigt bestående brune swag, der består af Torbens orgel fra en svunden tid, Johans tordentårer og Peter Jessens blæste poesi. Denne aften gæster bandet Atlas i Aarhus.

 

Det er stadigvæk umuligt at komme med præcise spådomme om, hvad en aften med Pligten Kalder kan indebære, men der har dog været et stigende antal jazzpoetiske stunder, som dog aldrig er så lange, at de på nogen måde er i fare for at modtage offentlige støttekroner.

Siden 2019 har flere af Pligten Kalders optrædener også dannet ramme om oprettelsen af en række Pligten Kalder Ungdoms afdelinger. PKU er blandt andet oprettet for at skabe et alternativ til håndboldhallerne i Jylland. Orkestret ser frem til stiftelsen af flere nye PKU-afdelinger i de byer, der er nye i forårets tourplan.

Musikalsk er der også kommet nyheder på sætlisten, sådan at de trofaste også har lidt at undre sig over. Der er dog ingen fare for, at Pligten Kalder er på faretruende vildspor mod dansabel optimisme.

Pligten Kalder er stadig forundrede over ikke at være døde, som det så smukt formuleres i ”Hvorfor Er Jeg Ikke Død?” fra 2007, en niche-neoklassiker, der sammen med et par andre gamle kendinge her kan (gen-)høres live. Her bliver det tydeligt for enhver, at de er ualmindeligt spillevende og velspillende. Nedturens naturister befinder sig bedst i samspil med det lige så (med-)levende publikum.
Links
Pligten Kalders hjemmeside
Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

X