X
Atlas + Voxhall

Gorm Askjær Trio

Koncert

Koncerten er grundet coronavirus flyttet fra den 23. maj. Købte billetter gælder naturligvis til denne nye dato, men kan også refunderes ved henvendelse til vores billetudbyder, Billetten, på telefonnummer 70 20 20 96 eller mailadresse service@billetten.dk

Bemærk: Til koncerten kan Gorm Askjær Trios nye LP "Blodmånen Og Dig" købes til halv pris - 75 kroner.

Gorm Askjær Trio gæster Atlas i Aarhus, og med sig bringer de deres nye album "Blodmånen Og Dig".

 

Pladen tager udgangspunkt i inspirationer fra de særlige øjeblikke, hvor man stopper op, bliver stille indeni og mærker sig selv lidt mere end normalt. Det kan være, når man oplever blodmånen hæve sig over horisonten i det sydfynske øhav, når man synker hen i eftertænksomhed eller ned i et dybt hul. Eller i løbet af en særlig gåtur i parken.

Musikken er intim, og stemningerne i de 11 forskellige kompositioner fortolkes levende og legende af de tre musikere. Der er aftryk fra den store jazzverden - for eksempel guitarikonet Bill Frisell. Samtidig er vi umiskendeligt hjemme i den danske muld som i kompositionen "Det Klareste Rav". Hér er akkordrundgangen taget fra nummeret "Pianomand" af den danske nationalskjald Kim Larsen.

Som supplement til originalkompositionerne diskes op med personlige versioner af nogle af kapelmesterens yndlingsnumre. For eksempel jazzstandarden "A Night In Tunisia" og "All Is Well" - kendt fra den amerikanske sanger/sangskriver Sam Amidon. Gorm Askjær Trio har igennem lang tids kendskab til hinanden etableret et særligt samspil bygget på leg og gensidig forståelse. Indenfor rammerne af kompositionerne er der stor frihed for hver musiker til at udfolde sig. Det giver et på én gang homogent og levende resultat. Der er humor, alvor, swing, fest, eftertænksomhed, tradition, nytænkning og højt til loftet.
Om musikerne
Guitarist og komponist Gorm Askjær udgav i 2012 det roste debutalbum "Tusmørkedyr" med sin trio Sammensurium feat. new yorker-saxofonisten Michael Blake. Siden har han gjort sig bemærket med kompositioner for klassiske ensembler samt tværkunstneriske samarbejdsprojekter og arbejde med stedsspecifikke musikalske helhedsoplevelser. Blandt andet værket "The Story Of A Building: Vandtårnet" og projektet "Vores Historie Genfortalt: En Symfoni Til Et Sted". Gorm har dog i hele perioden også spillet koncerter og optrådt som guitarist i forskellige sammenhænge. Blandt andet med orkesteret Verdenssituationen og i samspil med performeren Madame Nielsen.

Jens Mikkel Madsen er en eftertragtet jazzbassist, der i de seneste år har fået stor opmærksomhed i en lang række sammenhænge herunder i orkestre som I Think You're Awesome, Kasper Staub Trio og Live Foyn Friis kvartet.

Thomas Eiler er en på én gang hårdtslående og nuanceret trommeslager med attitude og personlighed. Han har blandt andet succes med bandet SVIN, der bevæger sig i grænselandet mellem abstrakt nyrock, dronebaseret folklore og ambient støj.
Mere om "Blodmånen Og Dig"
Gorm Askjær Trio: Blodmånen Og Dig udgives på Jaeger Community Music, som også blandt andre huser orkestre som I Think You’re Awesome, Kasper Staub Trio, I Just Came From The Moon og Jakob Sørensen Bagland. Der er release i april 2020, og den udgives på LP og download. Artwork er af Simon Eskildsen, som tidligere har lavet artwork og animation for blandt andre I Think You’re Awesome, Jonah Blacksmith og spillestederne Radar og HeadQuarters. Pladen er indspillet i Lydhør studiet, mixet af Anders Ørbæk (Lydhør) og mastereret af Emil Thomsen (ET Mastering).
Links
Gorm Askjærs hjemmeside
Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

X