X
Aarhus Teater

Vita Danica

Dans

Man taler meget om det fortabte Udkantsdanmark, om at Dannevang er knækket over og delt i land og by, folk og elite. Med Vita Danica og perler fra den danske sangskat favner sanger og komponist Pernille Rosendahl, Aarhus Teater og det anerkendte dansekompagni Black Box Dance Company det, der samler os, fremfor det, der splitter os som folk og nation.

Pernille Rosendahl, kendt fra bandet Swan Lee, X-Factor og Toppen af Poppen, har de seneste år turneret og sunget i kirker over hele landet. Her har hun oplevet det fællesskab, der ligger i at mødes om de sange, som klinger så dybt i den danske folkesjæl.

Med Vita Danica fortsætter samarbejdet mellem Pernille Rosendahl og Black Box Dance Company under visionær kunstnerisk ledelse af koreograf Marie Brolin-Tani. Sammen skabte de dansesuccesen Elsker dig for evigt over Susanne Biers film i anledning af Aarhus 2017 Europæisk Kulturhovedstad. Aarhus Teater tog med Simon Kvamms Reumert-vindende remix af sange og salmer i Lyden af de skuldre vi står på hul på en billedskabende rejse ind i vores sangskat, og nu får vi en helt ny oplevelse med Pernille Rosendahls musikalske inderlighed og dansernes kropslige fortolkninger.

Vores tidligere huskunstner, den prisbelønnede Sargun Oshana, sætter i scene, arkitekt og lysdesigner Sarah Fredelund skaber universet, og kostumerne er designet af den internationale modeskaber Mark Kenly Domino Tan, som stod bag de gudesmukke kostumer i Orestien på Aarhus Teater i sæson 18/19. 

X