X
Aarhus Teater

Kærlighedens forrykte former

Teater

Den østrigske forfatter Stefan Zweig er mest kendt for sin erindringsklassiker Verden af i går fra 1942, men allerede i 1920’erne og 30’erne var han en litterær stjerne og en af verdens mest læste forfattere. Ikke mindst i kraft af sin skarpe sans for det fortættede novelleformat.

I Kærlighedens forrykte former dramatiserer vi nu i to enaktere to af Zweigs erotiske noveller: Brændende hemmelighed fra 1911 og Følelsernes forvirring fra 1927. Begge er følsomhedsdampende historier, der kan få et begærligt og pirret hjerte til at springe et par slag over i spænding.

I den ene novelle er en 12-årig dreng både et redskab og en klods om benet for en ung, liderlig baron, der brænder efter at forføre drengens indtagende mor. I den anden novelle er temaet homoseksualitet, og her vakler en ung studerende på en fatal knivsæg mellem beundring og forelskelse. Begge historier trækker på Stefan Zweigs interesse for Freud og tidens psykoanalyse, og de er ladet med farlig lyst og tabubelagt begær.

De to noveller nydramatiseres af de unge talenter fra linjen for Dramatisk skrivekunst ved Den Danske Scenekunstskole i Aarhus – de to andetårsstuderende Johanne Petrine Reynberg og Josephine Eusebius. Aarhus Teaters skuespillere giver kød og blod til de erotiske længsler, mens Aarhus Teaters Reumert-vindende husscenograf, David Gehrt, skaber rummet. Iscenesættelsen er lagt i hænderne på Anna Katrín Einarsdóttir og Sullivan Lloyd Nordrum, der begge er kandidatstuderende på Den Danske Scenekunstskole.

X