X
Musikhuset

Mads Kjølby combo featuring Mads Mathias

I efteråret 2019 tog Mads Kjølbys kvartet til Rusland på en uge lang turné rundt i det store land. Med sig havde de den højtskattede sanger og saxofonist Mads Mathias, der bjergtog russerne med sit charmerende væsen og sin ypperlige musikalitet. Præcis ligesom han har gjort i Skandinavien, Storbritannien og mange andre steder. Turnéen i Rusland var en stor succes med fulde huse, et entusiastisk publikum og masser af god jazz. Kemien var god og koncerterne virkede så naturlige, at bandet har besluttet at fortsætte samarbejdet så også publikum i Danmark kan få glæde af denne konstellation.

Udgangspunktet er en fælles kærlighed til den amerikanske sangskat, og numre af bl.a. Porter og Gershwin tages under kærlig behandling.
Derudover bliver der luftet numre fra Mads Mathias’ katalog af egne evergreens, såvel som enkelte Mads Kjølby kompositioner. Bandet består af Mads Mathias, vokal og sax; Mads Kjølby, guitar; Søren Møller, Piano; Morten Ankarfeldt, Bas; og Snorre Kirk, trommer.

Praktisk information

Koncerten foregår i Musikhusets Foyer for et siddende publikum. Der er maksimalt plads til 250 koncertgæster, så der er sikret god luft mellem folk. Det er tilladt for grupper, som i forvejen har tæt kontakt, at sidde på sammenhængende pladser.

Der er indgang til koncerten via sidedørene i Musikhusets Foyer, som vender ud mod mod Scandinavian Center og separat udgang. Gæster får anvist en nummereret stoleplads i foyeren, inden de træder ind i Musikhuset. Gæster kan følge de opsatte skilte og personalets anvisninger, når de ankommer.

Det er muligt at forsyne sig med drikkevarer i Musikhusets café, inden koncerten begynder.

Vi opfordrer gæster til at komme i god tid, så vi så vidt muligt undgår kødannelse.

Koncerten er en del af Sommerjazz 2020 i Musikhuset. Her kan du se hele programmet.

Varighed: 1 time og 30 minutter. Vær opmærksom på, at sluttidspunktet kan variere.

​Arrangør: Musikhuset i samarbejde med Spar Nord Fonden

X