X
Bora Bora

Dans, for Satan

Dans

Forestillingen præsenteres på Bora Bora i et dobbeltprogram sammen med forestillingen "Forecasting". Billet gælder til begge forestillinger.

"Dans, for Satan" er en humoristisk refleksion over temaerne køn og seksualitet, og det at være fanget i sit eget udgangspunkt.

En ekspressiv soloperformance, der på abstrakt vis diskuterer problematikker i det man kan kalde "det post-ligestillede samfund", hvor man i høj grad bliver fortalt at kvinder og mænd kan det samme, nemlig lige det man har lyst til.

"Dans, for Satan" er et spørgsmål stillet som udråbstegn. Det er en blanding af koreografens egne ord og andres tanker. Det er kaos og et forsøg på at opnå kontrol.

"Hvad er egentlig forskellen på Tinder, og Pokemon Go?"
- Hilde I. Sandvold

Stykket blev skabt i april 2017 ved Dansens Hus i Oslo.

Forestillingen blev udvalgt af det europæiske netværk af danseteatre, Aerowaves, til at være blandt de 20 bedste nye talenter, der skal præsenteres rundt i Europa i 2018.

 

 

 

Hilde I. Sandvold fortæller om tilblivelsen af "Dans, for Satan"

I tiden før jeg startede mit arbejde med "Dans, for Satan", var jeg optaget af, og arbejdede med tekst som diskuterede de forventninger jeg møder, som kvinde i Skandinavien i dag. Jeg har oplevet at have friheden til at gøre som jeg vil. På samme tid oplever jeg også at denne frihed i nogle sammenhænge overskygges af en følelse af at min krop er en vare, hvis værdi defineres af mænd eller min omgang med mænd.

Sammen med friheden til at udleve sin seksualitet, kommer også nødvendigheden af evnen til at kende sig selv, reflektere over egen handling, og sætte grænser. I "Dans, for Satan" møder man en kvinde, som er ved at tabe sig selv i en søgen om accept og affektion. Ved at give sig selv til andre, forventer hun at få igen, men oplever fordømmelse, og at have givet mere end hun fik.

Ligestillingen er ikke kommet så langt, som vi gerne fortæller os selv, og evnen til at håndtere friheden kan vi ikke lære af vores mødre. Resultatet kan være kaotisk.

I «Dans, for Satan» blandes uskylden med udyret, klovnen og den dystre efterklang. Absurditeten, humoren og det triste i den konstante prostitution af os selv og vore værdier - for at få en plads i fællesskabet - står centralt i "Dans, for Satan".

Performeren skifter konstant mellem at have kontrollen, være bemyndiget, og være som kontrolleret af andre. Publikum intimiderer og bliver intimideret ved blot at være tilstede.

Med soloen, ønsker jeg at fremme det at tage et øjeblik, et skridt tilbage, og observere tingenes tilstand. Jeg ønsker at fortælle hvordan det at tage den tid giver os magten til at vælge vores næste skridt med klarhed.

X