X
Atlas + Voxhall

Dusin

Koncert

Det er i øjeblikket kun muligt at købe billetter i forsalg her på vores hjemmeside. Det er således ikke muligt at købe billetter i døren - heller ikke på de enkelte koncertaftener.

15. september: Vi har fanget Jesper Nohrstedt og Mads Vadsager fra Dusin til en kort snak om koncerten - læs interviewet længere nede.

I januar 2020 udgav Dusin deres debutalbum "Ærlige Løgne". Albummet blev overhældt med kærlighed fra både fans og et begejstret anmelderkorps, men bedst som tourbussen var pakket og klar til afgang, indtraf corona-krisen. Efter måneders ventetid, der har føltes som år, er Dusin nu klar til igen at drage ud i Danmark og gøre det, de gør bedst – at optræde live. Denne aften gæster de Atlas i Aarhus.

 

Med sig i bagagen har de "Ærlige Løgne", men også både ældre og nyere materiale, der endnu ikke er udgivet. Med andre ord bliver det en helt unik koncertoplevelse med en duo, der er sprængfyldt med energi og en enorm længsel efter igen at stå på en scene foran publikum. Duoen medbringer selvfølgelig deres altid veloplagte band.
Interview med Dusin
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
Jesper: "Publikum kan forvente en koncert smækfyldt med energi. Vi har glædet os helt vildt til at komme i gang med at spille igen. Og selvom folk ikke kan danse med os, så sparer vi ikke på trinene på scenen i hvert fald. Desuden holder vi uendeligt meget af Aarhus, så det bliver vildt fedt at komme tilbage til byen."

Hvad kan I afsløre om sætlisten?
Jesper: "Jamen i og med at det er vores album-tour, så er sætlisten helt sikkert præget af materiale fra "Ærlige Løgne", der udkom i slutningen af januar i år. Men uden at afsløre for meget, kommer vi også til at spille noget af vores tidligere materiale. Faktisk synes jeg, at vi har samlet alt det bedste, vi har lavet - så det glæder vi os vildt meget til at præsentere for Aarhus."

Hvilket er jeres favoritnummer at fremføre live?
Mads: "Jeg glæder mig især til at spille nogle af sangene fra vores nye album “Ærlige Løgne”. Hvis jeg skal vælge en specifik sang, så må det være "Sommerfugl". Det er en sang, som vi jammede os frem til på en svensk ødegård, og jeg bliver sendt tilbage til den ødegård, hver gang nummeret starter. Der er noget legesygt og lidt “øvelokale-agtigt” over den, på den fede måde, der gør, at den får en særlig energi live. Jeg bliver virkelig glad af den sang."

Hvordan er jeres seneste koncerter gået?
Mads: "Vi spillede en coronavenlig koncert i Odense i sommer. Det var i Kulturmaskinens baggård til Parasol Festival, og det var en fantastisk følelse at spille musik for rigtige mennesker igen. Det er ingen hemmelighed, at vi elsker at spille live og mærke den helt særlige energi, der opstår. Mange spurgte os bagefter koncerten, om det ikke var underligt at spille for et siddende publikum. Det var selvfølgelig anderledes, men bare det at være ude igen var fantastisk. Jeg synes ikke, at det giver mening at sammenligne coronavenlige koncerter med pre-corona koncerter, for situationen er en helt anden nu, og man skal nyde det, der kan lade sig gøre. Så vi glæder os helt vildt til at spille flere koncerter af den slags. Vi vil vildt gerne spille koncerter, men det skal samtidig føles trygt og sikkert for alle parter, så vi nyder det, der kan foregå under forsvarlige rammer."

Hvad skal publikum få tiden til at gå med indtil koncerten?
Mads: "Under normale omstændigheder ville jeg helt klart anbefale at se vores musikvideoer, da vi er meget glade for koblingen mellem musikken og de visuelle sider, som er blevet lavet til vores sange. Men som de fleste nok er bekendt med, er det ikke muligt at se danske musikvideoer på YouTube i øjeblikket grundet den igangværende rettighedssag, så jeg vil i stedet anbefale at høre vores nyeste album “Ærlige Løgne”, som vi udgav i starten af året. Koncerten på Atlas er jo en del af vores album-tour, og vi er helt vilde med at spille de nye sange. Albummet indeholder nogle ret forskellige sange, og vi synes, at det illustrerer vores lyst til at eksperimentere med vores lyd frem for at låse os fast på en bestemt skabelon. Så lyt til pladen på din yndlings streamingtjeneste via dette link."
Links
Dusin på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

X