X
Atlas + Voxhall

Blaue Blume

Koncert

Det er i øjeblikket kun muligt at købe billetter i forsalg her på vores hjemmeside. Det er således ikke muligt at købe billetter i døren – heller ikke på de enkelte koncertaftener.

Der er kun få billetter tilbage..!

Koncerten bliver gennemført som siddekoncert, men splittes i tre, da vi grundet Corona-relaterede restriktioner ganske enkelt ikke har plads til alle billetkøbere i salen på samme tid. De to første koncerter udspiller sig på den oprindelige dato, lørdag den 21. november, mens den sidste koncert finder sted dagen efter, den 22. november. Den 21. november åbner dørene til den første koncert klokken 17.30 (med koncertstart klokken 18.15), mens dørene til koncert nummer to åbner klokken 20.30 (med koncertstart klokken 21.15). Den 22. november åbner dørene klokken 17.45 (med koncertstart klokken 18.30). Alle billetkøbere modtager en mail, hvori det fremgår hvilken koncert, deres billet(ter) duer til. Vi har desværre ikke mulighed for at hjælpe til med at bytte billetter mellem de forskellige koncerter, men opfordrer i stedet til, at man om nødvendigt forsøger sig på koncertens Facebook-event. Bytter man billetter, er det vigtigt, at man skriver en mail om byttet til voxhall@fondenvoxhall.dk, så vi kan få det registreret. Publikummer, der har fået billet til koncerten den 22. november, har mulighed for at få refunderet sine billetter, hvis de er forhindrede i at deltage på denne nye dato. Ønsker man at refundere sine billetter, skal det ske ved henvendelse til vores billetudbyder, Billetten, på telefonnummer 70 20 20 96 eller mailadresse service@billetten.dk senest den 9. november klokken 12.

For 2,5 år siden udkom Blaue Blumes fremragende og anmelderroste EP ”Sobs”. En EP, der blandt andet talte singlen ”Ebony”, som var P3’s uundgåelige. EP’en var endnu en elegant tilføjelse til bandets ekstremt høje niveau af udgivelser. Bandet havde indtil da udgivet den fornemme debut-EP ”Beau & Lorette” (2014) og den smukke og ambitiøse albumdebut ”Syzygy” (2015). I kølvandet på ”Sobs” var et utal af udsolgte koncerter på tapetet, men efter en weekend i december 2017 med koncerter i Hamborg, Berlin og Ankara måtte bandet trække stikket midt i deres turné. Forsanger Jonas Smith meldte senere ud på bandets Facebook med en stærk og ærlig kommentar, at han kæmpede med en depression, og at bandet indstillede al koncertaktivitet øjeblikkeligt. De måtte tage en pause – men ville vende tilbage stærkere. Denne aften gæster bandet VoxHall i Aarhus.

 

Efter nogle forløbere, blandt andet den nærværende sang ”Morgensol” og bombastiske ”Lovable”, udgav Blaue Blume den 8. november 2019 deres andet fuldlængdealbum ”Bell of Wool”. Roserne fra pressen var massive. Jyllands-Posten kvitterede med 6 stjerner, og ved årsskiftet listede de ”Bell of Wool” som årets bedste danske album. Gaffa og Soundvenue fulgte efter med 5/6 anmeldelser med ekstremt rosende ord om dette smukke værk.

I forlængelse af album-udgivelsen valgte bandet at annoncere fire koncertaftener på Hotel Cecil til det danske publikums store glæde. De fire koncerter blev udsolgt på blot fire dage. Til de fire koncerter i februar og marts var publikum rejst til Hotel Cecil fra hele landet for at opleve Blaue Blumes comeback til den danske livescene. Med stor succes tryllebandt bandet publikum og anmeldere i halvanden time med sange fra hele deres katalog.

De fire koncerter var en enorm forløsning, og derfor føles det også helt rigtigt med flere koncerter.
Helena Gao
Helena Gao kommer fra et multikulturelt hjem. Med en mor fra Kina og en far fra Viborg er hun vokset op med en følelse af at skille sig ud. Som barn forsøgte hun at smelte så meget sammen med sine omgivelser som muligt og ville helst ikke have bragt sin kinesiske baggrund på banen. Det mindede hende om, at hun blev set som anderledes.

Men med anerkendelsen af, at det var umuligt at adskille sig fra sit ophav, begyndte Helena at bruge musik til at skabe et rum, som var fri for udefrakommende forventninger og fordomme. Rodløsheden, der prægede hendes barndom, fortolkes nu i hendes musik. Her opstår mødet mellem den venlige popmelodi og de ubekymrede, eksperimenterende arrangementer, hvis samspil afbilleder Helena som menneske.
Links
Blaue Blume på Facebook
SoundCloud
Info om handelsbetingelser m.m.

X