X
Musikhuset

Safri Duo - episode I+II tour

Koncert

En koncert med historien om Safri Duo, fra Bach til Rave-party.

Til efteråret kan man opleve Safri Duo på en måde som publikum aldrig har haft mulighed før. En koncert hvor Morten og Uffe også fortæller historien om Safri Duo, en af Danmarks største musikeksportsucceser nogensinde.

Safri Duo er et af de få bands (hvis ikke det eneste) i verden der har haft en lige stor succes på både den klassiske og rytmiske musikscene, det Safri Duo selv definerer som deres henholdsvis Episode I og Episode II. Siden 1988 er det blevet til ca. 1.000 koncerter i de største klassiske koncertsale verden over og ca. 1.000 koncerter og TV-live-optrædener på popscenen – også i hele verden. Safri Duo har været jorden rundt adskillige gange, og musikken bærer selvfølgelig præg af de mange musikalske kulturer de er kommet tæt på.

I 2000 brød Safri Duo lydmuren med verdenshittet Played-A-Live, og andre hits fulgte med på albummet Episode II: Sambadagio, Baya-Baya og Sweet Freedom. Singlerne solgte 4,5 millioner eksemplarer og albummet med den hårdtslående duo gik som varmt brød i hele Europa, Sydamerika og i Asien med 1,5 millioner solgte cder.

Som de første danskere modtog de en MTV Award og den prestigefulgte tyske Echo Award, blandt mange andre priser. Den dag i dag får Safri Duos musik mange dansegulve verden over til at gå amok. Den velkendte energifyldte Safri Duo-musik, får sportsudøvere til at gennemføre deres maraton, skøjteløbere til at præstere deres yderste og forener både unge og gamle på dansegulvet til fødselsdage og bryllupper.

Med anekdoter og fortællinger får publikum mulighed for at høre om deres unikke historier og bedrifter. Og har man ikke hørt Safri Duo spille klassisk musik, får man muligheden her – og selvfølgelig EPISODE II for fuld blæs.

Varighed: 1 time og 40 minutter. Bemærk, at sluttidspunktet kan variere.

Arrangør: Musikhuset

X