X
Atlas + Voxhall

Butcher Babies + Kobra And The Lotus

Koncert

Amerikanske Butcher Babies og canadiske Kobra And The Lotus leverer begge hårdtslående heavy metal, og denne aften flankeres de af ikke færre end tre bands.

 

Butcher Babies
Butcher Babies blev dannet i Los Angeles i 2009 og EP-debuterede med en selvfinansieret sag i 2011. I slutningen af 2012 scorede de en pladekontrakt med Century Media Records, og kort efter tog de på en omfattende USA-turné med Marilyn Manson. Efterfølgende drog de i studiet, og i sommeren 2013 kunne de høste frugterne af deres arbejde - det meget melodiske debutalbum "Goliath" så dagens lys og sikrede øjeblikkeligt gruppen pæn hitliste-succes. Toeren "Take It Like A Man" udkom i 2015 og demonstrerede en anderledes thrash metal-orienteret tilgang til musikken end forløberen. Bandets tredje og hidtil seneste album, "Lilith" udkom så sent som i oktober sidste år. De karismatiske frontkvinder Heidi Shepherd og Carla Harvey er ikke mindst i live-sammenhænge et par yderst eksplosive bekendtskaber, og sammen med guitarist Henry Flury og bassist Jason Klein har de været en del af gruppen siden starten i 2009 - bandets oprindelige trommeslager gik til gengæld ud af bandet i 2016, hvor han blev erstattet af den nuværende trommeslager Chase Brickenden. Butcher Babies er kraftigt inspireret af det for længst hedengangne punk/metal-band Plasmatics og ikke mindst deres legendariske frontkvinde, Wendy O. Williams, der gik bort i 1998.

Kobra And The Lotus
Kobra And The Lotus blev dannet i Calgary i 2009 og var fra start spundet om den klassisk trænede sangerinde Kobra Paige, hvis vokal over årene løbende har ændret sig drastisk i takt med bandets samlede udtryk. Gruppen albumdebuterede i 2010 med den selvfinansierede "Out Of The Pit", der blev grundigt luftet på universitets-radioer i hjemlandet og internetbaserede metal-radiostationer i USA. Sideløbende med diverse turnéer i både Nordamerika og Europa samt arbejdet med et nyt album scorede bandet en pladekontrakt med Universal Music Group, hvis underselskab Spinefarm Records således var medafsender på gruppens andet album - en selvbetitlet sag, der udkom i 2012/13 og blev rost til skyerne vidt og bredt. Det helt store gennembrud kom imidlertid først med den ligeledes stærkt lovpriste "High Priestess" (2014) og cover-EP'en "Words Of The Prophets" (2015), hvoraf sidstnævnte udkom efter et længere sygdomsforløb, hvor Paige kæmpede med borreliose. Turnéer med bands som Kiss og Def Leppard var med til at bane vejen for succesen. I 2017 søsatte de et samarbejde med den danske producer Jacob Hansen, som således var med til at skabe dobbeltalbummet "Prevail I" og "Prevail II" (2017-18) - bandets største kommercielle triumf til dato. Kobra Paige er her i 2018 eneste medlem, der har været med siden starten i 2009.

Links
Butcher Babies' hjemmeside
Kobra And The Lotus' hjemmeside
Info om handelsbetingelser m.m.

X