X
Musikhuset

Komponistkoncert - Curious Chamber Players

Klassisk og opera

Koncerten er gratis men kræver billet og gyldigt Coronapas

Book billet her: https://billet.musikhusetaarhus.dk/da/specialoffer/o57ci7q53hrs6

Curious Chamber Players

Det internationalt anerkendte ny musik-ensemble Curious Chamber Players fra Stockholm besøger Det Jyske Musikkonservatorium for at give koncert med helt ny musik skrevet af to af konservatoriets kompositionsstuderende.

Siden 2003 har Curious Chamber Players gjort sig internationalt bemærket med deres arbejde med ny kompositionsmusik, herunder også elektronisk musik, støjmusik og improviseret musik. Ensemblet er kendt for at eksperimentere med såvel musikken som koncertformen og for både at inddrage andre instrumenter og lydgivere i det hele taget og for at arbejde tværkunstnerisk med bl.a. teater, dans, poesi, meditation m.m. Musikerne i ensemblet betjener ofte andre instrumenter og lydgivere end deres egne.

Svenske Curious Chamber Players har et dansk islæt, idet ensemblets guitarist er danske Frederik Munk Larsen, der også er lektor ved Det Jyske Musikkonservatorium i klassisk guitar.

Det er en stor chance for en kompositionsstuderende at få et nyt værk opført af et ensemble som Curious Chamber Players, dels pga. den anerkendelse der indirekte følger med, men især pga. den læring, der kommer ud af samarbejdet med det erfarne ensemble omkring opførelsen.

De to studerende, som får opført et værk hver ved koncerten, Matthew Grouse og Noemi Schrader, er begge udvekslingsstuderende fra henholdsvis England og Tyskland, der har valgt at tage en del af deres komponistuddannelse ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

Program

Matthew Grouse: ctrl+Y  (varighed: ca.35’)
Britiske Matthew Grouse refererer allerede i titlen til et computertastatur: ”ctrl+Y”. Stykket er skrevet for fire musikere, der både synger, spiller og klikker løs på tastaturer. I løbet af stykket udløser tastaturerne forskellige elektroniske processer, bl.a. både computergeneret og optaget lyd. Matt Grouse er optaget af at inddrage lyde, objekter og hverdagsoplevelser i sine værker, både det aktuelle værk og helt generelt. Han er konstant på jagt efter den iboende musikalitet i det hverdagsagtige, og han forsøger derigennem også at rykke ved vores fortrolighed med hverdagens oplevelser. Med muligheden for at skrive for Curious Chamber Players har Matt fået lejlighed til at prøve sin ideer af i større skala.

Noemi Schrader: Catalogue I (varighed: ca.35’)
Tyske Noemi Schrader beskriver sit nye værk ”Catalogue I” i poetiske vendinger som et rum omgivet af et gardin; som et sprog og et land, der dukker frem i musikken, bevæger sig rundt og forsvinder igen; og som en trang til at kommunikere gennem den menneskelige stemme, gennem marmor og gennem elektriske impulser.

Medvirkende

Hannah Törnell Wettermark – Fløjte, objekter og electronics
Frederik Munk Larsen – Guitar, objekter og electronics
Anna Christensson – Keyboard, objekter og electronics
Rei Munakata – Percussion, objekter og electronics

Vocalister i Catalogue I:
Anders Hjortdal Andersen

Noemi Schrader
Mads Borre
Ditte Goard

 

 

X