X
Atlas + Voxhall

Shy Shy Shy

Koncert

4. marts: Vi har fanget Shy Shy Shy til en snak om koncerten - læs interviewet længere nede.

Siden Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard i 2014 skrev deres første sang sammen, har Shy Shy Shy gang på gang kreeret uhyre iørefaldende indiepop-sange. Sange, der har en både moderne og nostalgisk synth-domineret lyd. Nu er duoen, der denne aften kan opleves på Atlas i Aarhus, tilbage med et spændende samarbejde med filminstruktør Anna Emma Haudal.

 

Således står Shy Shy Shy for en stor del af lydbilledet til den nye danske TV-serie "Doggystyle", der i efteråret 2018 blev vist på DR3. Herunder skrev de titelsangen "Doggystyle (Pretty Please)". Det er ikke første gang, at de to parter har lavet noget sammen. Det var nemlig selv samme Haudal, der i 2014 var hjernen bag videoen til bandets debutsingle ”Do Not Ask”. Om det nye samarbejde fortæller Shy Shy Shy:

”Vi skrev forskellige bud på en titelsang til serien og sendte til Anna Emma og krydsede fingre for, at hun kunne lide én af dem. Hun elskede dem alle sammen, og derfor endte vi med at indspille hele tre nye sange til serien. Under hele processen var vi i tæt kontakt med Anna Emma, som løbende kom med kommentarer og inputs. Det var utrolig spændende at arbejde sammen med hende om at få sangene til at passe ind i det visuelle udtryk."
Detaljerige lydbilleder
Et af de tydelige kendetegn ved Shy Shy Shy, som går igen fra deres to forrige udgivelser, EP'en ”Love Songs” (2015) og albummet ”Make Up” (2018), er de to frontfigurers vokaler. De veksler mellem at være unisone og flette ind og ud af hinanden. Skiftevis guider de lytteren gennem sangenes detaljerige lydbilleder. Deres tekster afbilleder scener fra et almindeligt liv med tømmermænd, dårlige førstehåndsindtryk, udlængsel, tosomhed og ensomhed. De holder et spejl op, som man som publikum nemt kan genkende sig selv i.

Live bliver duoen bakket op af Asker Bjørk på trommer, Simún Lindholm Mohr på bas og Christian Balvig på keys. Sammen har bandet spillet på klubber og festivaler i både ind- og udland såsom Roskilde Festival, Spot Festival og MS Dockville i Tyskland.

Interview med Shy Shy Shy
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
"De sidste måneder har vi knoklet i øvelokalet med vores trofaste liveband på at få sættet på plads (live flankeres Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard af Christian Balvig på keys, Simún Mohr på bas og Asker Bjørk på trommer, red.). Den 8. marts udgiver vi EP'en ”Gloss” blandt andre med sange fra DR3-serien "Doggystyle", og det er første gang, vi skal spille de nye numre live. Det glæder vi os helt vildt til, og vi kommer til at spille røven ud af bukserne. Når vi skriver sange, forsøger vi i virkeligheden bare at sætte musik til vores eget liv, og derfor kommer vi godt rundt i følelsesregistret, når vi spiller koncert. Vi vil gerne give publikum lyst til både at grine, græde og danse lidt undervejs."

Hvad har I med af merch?
"Vi har vores to første udgivelser ”Love Songs” og ”Make Up” med på vinyl samt vores spritnye lækre t-shirts."

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live?
Astrid: "Det skifter tit, men for tiden er vores nye ”Joyride” en favorit. Det er helt nøgent og sårbart i starten, og så får jeg lov til at headbange igennem med bandet i slutningen. Det er fedt."

Simon: "Jeg kan bedst lide dem, hvor jeg får lov at spille guitarsolo."

Hvordan er jeres seneste koncerter gået?
"Sidst vi var ude at spille, var i Oslo på et spillested, der også fungerede som pizzabar og minigolfbane. Det var vores første koncert i Norge, og det var en stor oplevelse at tage så langt væk hjemmefra og møde et publikum, der sang med på sangene. Det var et hit!"

Links
Shy Shy Shys hjemmeside
Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

X