X
Musikhuset

Preben Kristensen: Husk at være glad

Andet

Mød en af Danmarks mest folkekære skuespillere, Preben Kristensen, i samtale med journalist Danni Travn, som er medforfatter på Preben Kristensen nye biografi.

Tag med Preben Kristensen på opdagelse i hans liv og få et sjældent kig ind bag kulissen hos en af landets mest populære underholdere. Hør hvordan arbejderdrengen fra Skive havnede på de skrå brædder og de bonede gulve. Hvordan man kan være en folkelig komiker den ene aften, højtagtet karakterskuespiller den næste. Og ikke mindst: hør om, hvordan man som yderst privat menneske kan stå i offentlighedens skarpe lys.

Med afsæt i sin nye biografi ‘Husk at være glad’ fortæller Preben Kristensen i selskab med sin medforfatter Danni Travn levende og eftertænksomt om sit livs helt forunderlige rejse. Om det kærlige barndomshjems stærke værdier, som bar Preben frem: flid, nysgerrighed og ikke mindst livsglæde. Om fem årtiers dansk underholdning, komplet med sværdslag i kulissen, egen kamp for anerkendelse og ofte morsomme møder med nogle af landets største ikoner.

Kort sagt et varmt foredrag fra et menneske, der minder os om at se livet i lyse nuancer. 

Preben er oprindelig uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1978. Allerede på skuespillerskolen slog han sig sammen med Thomas Eje og Anders Bircow og dannede det populære Linie 3 – resten er som man siger historie. Preben har, udover Linie 3, medvirket i et utal af film og tv serier, lagt stemme til snesevis af tegnefilm og spillet med i endnu flere teaterstykker.

Preben Kristensen er ridder af Dannebrog og har modtaget adskillige hæderspriser for sit virke.

Varighed: 2 timer inkl. en pause. Bemærk, at sluttidspunktet kan variere.

Arrangør: Musikhuset og FOF Aarhus.

X