X
Den Gamle By

Murens fald

I år er det 30 år siden, at Berlinmuren og muren mellem Øst- og Vesttyskland faldt. Det markeres på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By med en udstilling, der gennem plakater sætter fokus på det tidligere Øst- og Vesttyskland samt på det nye samlede Tyskland efter 1989.

Muren stod som det fysiske symbol på den kolde krig, og tilsvarende var den et billede på Sovjetunionens og den kommunistiske østbloks fald, da den blev væltet i 1989. Muren er derfor meget mere end en betonmur – den er et symbol på magtanvendelse, undertrykkelse og frygt. Plakaterne fortæller således også om de mentale mure, og hvordan de indre forsvarsværn blev opbygget og forstærket både i øst og i vest. Gennem plakaterne får vi desuden fortællingen om, hvordan Murens fald i 1989 og Tysklands genforening i 1990 ikke var uden problemer.

Udstillingen kan opleves på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By fra 29. august 2019 til 19. januar 2020.

X