X
Atlas + Voxhall

Fallulah

Koncert

26. september: Vi har fanget Fallulah til en snak om koncerten - læs interviewet længere nede.

Fallulah har haft et meget travlt 2019, og der er absolut ingen indikationer på, at det kommer til at gå mere stille for sig resten af året, da der både er flere EP’er samt en tour på vej. Denne aften gæster hun Atlas i Aarhus.

 

Siden december 2018 har sangerinden udgivet de tre populære singler "God Bless You", "Bloodline" og senest balladen "Dysfunctional". "Bloodline" ligger i skrivende stund nummer 15 på den danske Airplay Chart. De tre singler har vakt interesse i hele Skandinavien og blev blandt andre bakket op af Spotify, som valgte at inkludere sangene på New Music Friday- playlisterne.

EP’en "All My Eyes Are Open (part I)" er første del af Fallulahs EP-kollektion, som kommer til at bestå af i alt to EP-udgivelser, der begge udkommer i år. EP’erne og de nye sange markerer begyndelsen på en ny tid for Fallulah, som i år kan fejre 10-året som husholdt navn på den danske musikscene. Siden hendes toneangivende start har hun været en original og banebrydende artist, der altid udfordrer sig selv og sine lyttere med sin skæve, genreblandende og catchy popmusik.
Selvstændig ener
Der findes næppe mange mennesker i Danmark, der ikke kan synge med på mindst et par af de store hits, hun har leveret igennem årene. Her 10 år efter debutsinglen “I Lay My Head” viser hun fortsat, at hun er en ener, der tør gå sin egen selvstændige vej. Det understreges blandt andet af, at Fallulah nu kan tilføje pladeselskabsejer til det imponerende CV.

Til efteråret kickstartes Fallulahs Danmarks-tour, som kommer til at byde på et stærkt mix af ældre og nye numre.

Om touren udtaler Fallulah selv:
"Jeg elsker at skrive og indspille min musik, men det har altid været på scenen, jeg har følt mig allerfriest. Den energi og forbindelse, der opstår mellem mig og publikum, er helt magisk. Det er den reneste linje imellem musikken, og dem der lytter, lige dér som den udspiller sig live foran dem. Jeg er gået i gang med at planlægge et show, som bliver personligt, frit og med høj energi. Jeg har sparet sammen på optræden-kontoen til virkelig at kunne komme ud nu og give den alt, hvad jeg har. Glæder mig sindssygt meget allerede."

"All My Eyes Are Open (Part I)" udgives den 7. juni 2019 på Fallulahs eget pladeselskab La Boom Records.
Interview med Fallulah
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
"Der er lagt rigtig meget omtanke i koncerten. Vi har for første gang nogensinde noget scene-udsmykning med og har lavet en virkelig fed sætliste med et par overraskelser på."

Hvad kan du afsløre om sætlisten?
"Jeg kan sige så meget, at uanset om man er en orignial Fallulah-fan eller er kommet til for nyligt, så vil der være noget i sættet for alle. Vi kommer til at holde en kæmpe fest."

Hvad har du med af merch?
"Jeg har fået lavet noget helt ny merch af Trykkertøsen til touren, som består af en tee med coverbilledet af min EP plus en mega lækker totebag med en særlig besked på."

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live?
"Det skifter lidt, men lige for tiden er jeg rigtig vild med at spille de nye numre fra min EP såsom "Bloodline" og "Dysfunctional"."

Hvordan er dine seneste koncerter gået?
"Vi har faktisk “sparet op i banken” og holdt koncerter på et minimum op til denne tour for at kunne fokusere energien på den. Men vi har spillet nogle få udvalgte koncerter, og de er gået helt vildt godt."

Hvad skal publikum få tiden til at gå med indtil koncerten?
"I skal helt sikkert gå ind og se lyric-videoen til "Bloodline" - den er lavet af Baby Duka. Og se også den smukkeste video til "Dysfunctional" som jeg selv har med-instrueret, og hvor jeg er en kæmpe grøn fugl. Den er jeg virkelig stolt af."
MoonBee & The Astronauts
Sammen med sine Astronauter skaber MoonBee et musikalsk univers, der udfolder sig i glitrende galakser. Musik fyldt med metaforer, der sender fantasien på en rejse ind i en stjernetåge af følelser.

En erindringsbog om at være et lillebitte væsen i et uendeligt univers. Hop ombord på rumraketten, indhyl dig i stjernetåger og oplev passager af vægtløshed, hvor der er plads til at frigøre eufori.

3, 2, 1, - gør klar til affyringen.
Links
Fallulahs hjemmeside
Facebook
Twitter
Instagram
SoundCloud
YouTube
MoonBee på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

X