X
Train

ABEKEJSER + HVALFUGL

Koncert
VINTERJAZZ 2022

 

——————————————

 

ABEKEJSER

 

KARMEN x ABEKEJSER x HORNS – En sublim og legesyg jazzsanger, en svedig jazztronica kvartet og 3 blæsere – En ny konstellation på den danske jazzscene.

 

Jazzprojektet Karmen x Abekejser x Horns er et musikalsk samarbejde som opstod i 2020 mellem sanger og komponist Karmen Rõivassepp og Jazz I Trekanten, hvor Karmen tog imod udfordringen at komponere og arrangere musik til jazz-tronica bandet Abekejser, med sig selv som vokalist og desuden styrket med 3 eminente blæsere fra Aarhus Jazzorchestra.

 

Uropførelsen af koncerten blev en stor kunstnerisk succes og fik stor gennemslagskraft som en virtuel corona koncert , og derfor er det nu oplagt at få koncerten ud til et endnu større live publikum under Vinterjazz 2022.

 

Planen er derudover at optage koncerterne og bruge materialet til en liveudgivelse.

 

Karmen Rõivassepp er en estisk jazzsanger, komponist, arrangør og bigband-dirigent, der i løbet af sine seks år i Danmark har etableret sig som et stærkt navn på den aarhusianske jazzscene. Hun er kendt og beundret for sin instrument-agtige stemme, rene lyd og altid legesyge natur. Med inspiration fra kunstnere som norske Jaga Jazzist og engelske London Electricity har Karmen tilsat musikken sin egen personlige stil.

 

Abekejser er en firkløver fra toppen af det pulserende, århusianske musikmiljø, der sammen har skabt en instrumental port til et fremmed univers. Selvom alle fire musikere har en baggrund i jazz og worldmusic, så har Abekejser for længst smidt kontrabassen på bålet sammen med de lukkede skabeloner. I stedet bygger orkesteret sin lyd på en bund af stærke beats fra en kombination af elektroniske samples og akustisk trommesæt. Ovenpå ligger en stor sound, hvor knitrende synthesizers og effektmættede guitarer står i kø for at levere episke harmonier og fængende melodier.

 

De 3 blæsere spiller til dagligt i Aarhus Jazzorchestra, som har ry for at være et af de vigtigste bigbands i Skandinavien, og som består af nogle af de bedste ekvilibrister på den danske jazzscene.

 

Line-up:

Karmen Rõivassepp: Vokal

 

Jakob Sørensen - trompet

Cesar Joaniquet - saxofoner

Michael Bladt – saxofoner

 

Jeppe Lavsen - guitar

Frederik Emil Bülow - trommer

Adrian Christensen - bas

Jon Døssing Bendixen - keyboard

HVALFUGL

 

Musik til eftertænksomhed og længsel

 

Hvalfugl har i de seneste år gjort sig bemærket på den danske jazz scene som et nyt og originalt bud på noget musik der ligger dybt forankret i os alle sammen.

 

Skandinavisk jazz. Nordisk folkjazz. Moderne folkemusik.

 

Mange forskellige betegnelser har været igennem når musikken skulle beskrives. Med det nyeste og tredje album “Øjeblikke Vi Husker” står det klart, at Hvalfugl eksisterer i sit helt eget univers. Det er instrumentalmusik med lyriske melodier i atmosfæriske stemninger. Det er legende og samtidig højtideligt, smukt og melankolsk.

 

Efter 2 albums og 1 EP har Hvalfugl samlet erfaringer, udviklet idéer og sat et nyt ambitionsniveau for deres musik. Kort tid efter udgivelsen af deres forrige album “Som En Faldskærm”, som udkom i foråret 2019, gik bandet i al hemmelighed i gang med at skrive nyt materiale.

 

”Vi havde stadig en masse idéer i forbindelse med produktionen af “Som En Faldskærm”, og vi kunne ikke vente med at prøve dem af i øvelokalet”, siger guitarist Jeppe Lavsen.

 

Bandet samarbejdede på “Som En Faldskærm” med produceren Ian Stephensson, og tanken om at eksperimentere med en udvidet besætning åbnede sig for dem.

 

”Hvalfugl har altid bare været os tre. Vi har kendt hinanden i mange år, lang tid før vi startede bandet. Vi kender hinanden rigtig godt, også musikalsk, og derfor tænkte vi at det kunne være sjovt at udfordre den komfort ved at invitere gæstemusikere med ind i vores univers”, siger bassist Anders Juel Bomholt.

 

Udover den oprindelige trio inderholder pladen numre med trompet (Jakob Sørensen), Trommer (Lasse Jacobsen) og Celli (Gabriella og Rebecca Carvalho Silva Fuglsig).

 

Al musikken er skrevet af medlemmerne i Hvalfugl, og fællestrækket for alle numrene er, at de er hyldestsange til forskellige oplevelser og minder delt i bandet – Øjeblikke Vi Husker.

 

Line-up:

Jeppe Lavsen [Guitar]

Jonathan Fjord Bredholt [Piano, Harmonium]

Anders Juel Bomholt [Kontrabas]

 

Gæstemusikere:

Jakob Sørensen [Trompet]

Lasse Jacobsen [Trommer]

X