X
Atlas + Voxhall

SPOT Festival

Koncert

Billetprisen på 430 kroner dækker over en endagsbillet til fredagens koncerter på SPOT Festival. Det er via "Tilføj til kurv"-knappen i boksen til højre også muligt at købe en partoutbillet til 685 kroner.

VoxHall er også i år en del af SPOT Festival, og vi glæder os til præsentere Late Runner, Dayyani, The Tremolo Beer Gut, Søn, SULKA og Pind.

Tidsplan
15.30 - Late Runner
17.00 - Dayyani
18.30 - The Tremolo Beer Gut
20.00 - Søn
21.30 - SULKA
23.15 - Pind
Late Runner
Late Runners’ take på indie-poppen er drømmende og nøgternt sammensat. Med inspiration fra bl.a. The Beach Boys, Air, Beck, George Harrison og John Lennon, blandes moderne klarhed og et øre for original og naturligt klingende melodi med 70’ernes produktionsgreb. Det er eftertænksom musik, der kommer til udtryk gennem Asger Tarpgaards tydelige, sårbare og varme stemme, og hans kontemplative, introspektive tekster, der fungerer som tematisk sammenhængende digte.
Dayyani
Dayyani er mødet mellem rock, R’n’B og elektronisk pop, der med enkelte, men afgørende orientalske elementer skiller sig ud fra den danske popscene. Dayyani formår at drage inspiration fra sine iranske rødder og mellemøstlige musikkultur i den ellers vestligt-prægede musik. Hendes aktuelle debut-EP, ‘All The Things I’m Learning’, er en fortælling om alt, hvad en ung kvinde i 2020 kæmper med og lærer af. Præsenteres hos Mads Nørgaard, Badstuegade 1K, som en del af City SPOT.
The Tremolo Beer Gut
De er her for at putte URF tilbage i surf! De elsker tremolo, de elsker øl, og de har mod. The Tremolo Beer Gut er et retro-surf-rock-band, og deres udgivelser eksploderer med originale kompositioner, indspillet i mono, duo stereo og på lige den måde som det passer bandet selv. Live sparker The Tremolo Beer Gut røv. De er cool og onde på den gode måde. Præsenteret af DUP - Danske Uafhængige Pladeselskaber.
Søn
Siden den anmelderroste københavnerkvintet Søn udgav deres debutalbum i 2019 har de med overrumplende livekoncerter og cirkelsparkende tekster slået fast, at Søn er noget for sig. De fem unge mænd udgør et intenst, uforudsigeligt og aparte bekendtskab ført an af den ranglede og karismatiske frontmand, Kristoffer Jessen. Bandet er aktuelle med ‘Danish Crown’, der har fået adskillige fremragende anmeldelser, og som de sitrer efter at komme ud og spille live.
SULKA
SULKA kom ind fra siden på den danske rapscene og spiste den til morgenmad. Hendes debutalbum ‘Epoker’, produceret og udgivet af Tue Track, viser et stålsat fokus på teknisk raffineret tekstskrivning og levering - det handler for SULKA om substans og solidt håndværk. Den kun 21-årige rapper vikler lytteren ind i et svimlende lyrisk univers, der er mere MF Doom end Travis Scott, og med et toneleje der svinger fra smukt til benhårdt.
Pind
Pind er en ung mand med et betagende talent for at betragte og beskrive sin omverden. Pind leverer fortællinger fra en tilværelse i provinsen, der kredser om temaer som udlængsel, rastløshed, forelskelse og den tilnærmelsesvist konstante tvivl omkring meningen med det hele. Debut EP'en ’Videre’ skildrer en dyster, men ikke desto mindre hudløst ærlig og autentisk, 23-årig rapper, Frederik Pind, i et lydbillede, der lægger sig mellem den elektroniske genre og hiphop.
Link
SPOT Festivals hjemmeside

X