X
Musikhuset

Sebastian

Koncert

Soloaften i trubadurens suveræne selskab

En koncert med Sebastian er i en klasse for sig. Han tryllebinder sit publikum, og i samværet med sangeren, sangskriveren og komponisten oplever man på tætteste hold, hvordan Sebastian forener sine smukke tekster, sin melankolske stemme og fabelagtige guitarspil.

Musikmagasinets anmelder blev da også ramt lige der, hvor hjertet slår, da Sebastian i 2017 gav sin seneste solokoncert i Musikhuset.

Du kan læse hele anmeldelsen her.

Poetisk og intim

Når Sebastian alene på scenen møder sit publikum, får poesien for alvor vinger. Han ledsager sine udødelige sange med anekdoter og underfundig humor og forener generationer med sange, der har været soundtrack til mange danskeres liv. Samtidig lister nye Sebastian-sange sig ind i repertoiret. Ikke alene fra det seneste album, Sange til Drømmescenariet (2017), men også sange, publikum aldrig har hørt før. Sange, som blot venter på, at den altid produktive Sebastian finder tid til at gå i studiet og indspille dem.

Årtier med store hits

Sebastian er én af Danmarks helt store kunstnere. En kunster, der har noget at sige til både unge og ældre. Fra dem, der lærte Sebastian at kende med Den Store Flugt og hans perlerække af albums op gennem 70erne og ind i 80erne over den lange musicalperiode med Ronja Røverdatter, Hodja Fra Pjort og mange flere til dem, der i Toppen Af Poppen på TV2 i 2015 opdagede eller genopdagede Sebastian.

Alle har noget at se frem til, når trubaduren indtager scenen og gavmildt diverterer sit publikum med et udsøgt rids af sange fra et halvt århundrede.

Glæd Jer til en aften i Trubadurens selskab.

Arrangør: Musikhuset

X