X
Radar

Kalas: Koncerter m. Kaaliyah, BlackTower, I$WAAL, FR4I og MACIEL

Koncert

Kalas er Festugens helt egen minifestival kun for de 13-17-årige. Til Kalas kan du høre koncerter, deltage i forskellige workshops, se film eller bare hænge ud på området. Tag dine venner under armen og kom til Kalas på og omkring Godsbanen.

Kalas arrangeres og afholdes af Aarhus Festuge. Læs mere om Aarhus Festuge på www.aarhusfestuge.dk.

Under Kalas kan du på Radar høre: 

I$WAAL
I$WAAL er en rapgruppe bestående af seks unge fyre fra Aarhus V. Drengene har formået at skabe stor opmærksomhed omkring deres musik. I$WAAL’s to singler ’Rolig’ og ’Lyden’ har tilsammen over 700.000 visninger. Drengene er inspireret af deres forskellige kulturelle baggrunde, som har været med til at definere, hvem de er i dag. Selvom I$WAAL’s musik er rå og reflekteret, er der ingen tvivl om, at de seks med humor og charme nok skal sætte gang i Kalasfesten!

Kaaliyah
Dansk-nigerianske Kaaliyah bliver kaldt førstedamen af dansk trap. Kaaliyah kommer fra en baggrund inden for dans, og begyndte at lave musik som 21-årig. Siden debutpladen ’Dark Pop First Sequence’ i 2015 er det gået stærkt for den unge sangerinde, som har flere singler på repertoiret. Kaaliyah brugte det meste af 2017 på tour med Phlake, og spillede på dette års Spot Festival, hvor hendes store selvsikkerhed og stemme høstede roser fra blandt andet magasinet Gaffa.

BlackTower
Fra en bayou i Gambia til en boligblok i Danmark. Danskafrikanske Mahtarr, der går under kunstnernavnet BlackTower, debuterer senere i år med sin første EP. Hans silkebløde stemme, kække bemærkninger og provokerende hentydninger er ikke alene om at skabe en festlig stemning, der med garanti får folk til at danse. Med på scenen er nemlig også Mizo og Heath Swervain samt DJ’en Bror.

FR4I og MACIEL 
Den unge aarhusianske rapper FR4I har noget på hjerte og tager lytterne omkring store emner som drømme og ligestilling. Hans catchy og tunge vibes rammer både krop, tanker og dine følelser. Du kan også opleve danskbrasilianske Maciel. Med inspiration fra både ny og gammel amerikansk rap sigter han efter at ændre den lyriske rap i Danmark. De to er hver især fyldt med talent, fed energi og godt humør på scenen.

X