X
Godsbanen

ANALOGIK

Efter mange år uden lyd, og en større børneproduktion, er der nu atter røre i andendammen hos Analogik. Den seneste LP, ’Havnens Perle’ fra maj 2019, er en nyfortolkning af visen på en analogisk måde med inspiration fra hele verden. Gamle udslidte og kasserede instrumenter får nyt liv af et mere stille og eftertænksom Analogik, end man måske tidligere har oplevet.

Analogik har spillet verden over, og nogle af højdepunkterne tæller blandt andet Glastonbury festival, Fusion festival og Roskilde festival som de flere gange har gæstet. De er kendt for at lave en fest, på deres helt specielle og meget laid back måde.

De finder deres inspirationen ude i verden og blander et væld af genrer. Gennem tiden har de været præget af balkan, swing, etiopisk jazz, cowboy musik, sømandsmusik, indisk musik, bossanova og meget mere - og næsten altid med et twist af hiphop.

Deres nye plade er på mange måder mere stille end nogle af de foregående udgivelser, og næsten alle numrene, med nogle få undtagelser, trækker tråde til viser på den ene eller anden måde – dog med et skvat hiphop, inspiration fra hele verden og elektroniske produktioner.

Medlemmerne i Analogik tæller Asger Strandby, også kendt som doktor lazer og producer i gruppen Khalazer. Derudover er der Jesper Kobberø (guitar, sav m.m.), Theis Bror (Saxofoner) og Magnus Damgaard (bas, tuba, synths m.m.).

X