X
Godsbanen

VIVA LA VULVA

Den gravide krop er dragende, smuk og omgivet af mystik, men hvad sker der egentlig med en kvindes selvforståelse når hun bliver gravid og kroppen forandres?
Hvordan påvirker det hendes identitetsfølelse, seksualitet og kropsopfattelse? De spørgsmål udforsker det fotografiske kunstprojekt: Viva La Vulva ved at fremstille den gravide krop på en ny, æstetisk og tankevækkende måde.
Vivi La Vulva skal ikke gemmes væk på et museum, derfor er fotoserien printet på plader til udendørsbrug, og fotoserien skal hænge i det offentlige rum og være en gratis kunstoplevelse for alle, og nå ud til en bred målgruppe.

Fotoserien Viva La Vulva indeholder 6 kunstfotografier, hvor den gravide krop, hav og tang er omdrejningspunktet.
Kvindens krop er fremstillet på en måde så det skildrer de forandringer kvinden gennemgår under graviditeten, samt de forventninger der er til hvordan hun skal gennemleve sin graviditet.
Med fotoserien ønsker vi at redefinere begreberne omkring den gravide kvinde. Vi ønsker at åbne op for en debat omkring kvinden som et menneske med en seksualitet, da der er mange tabuer forbundet med den gravide krop, og det dilemma at kvinden i et kunsthistorisk perspektiv oftest har været portrætteret af mænd.

Bag projektet står kunstkollektivet Prezebe Produktions, der arbejder med tværkunstneriske projekter og samarbejder med unge talenter fra ind og udland.
Kunstner og filminstruktør Julie Kaja Prezebe er ide, fotograf og editor på fotoserien.
Digter og performer Stine Solbjörk Prezebe er model og ideudvikler på fotoserien, og den er baseret på hendes oplevelse af at være gravid, samt samtaler hun har haft med andre gravide.
Kunstner Vibeke Lehm er kostumedesigner på projektet.

Viva La Vulva er derudover en del af det tværkunstneriske projekt Too Burlesque som gennem videoværker, fotoserier og poesi undersøger køn, normer og kropsidealer. Involveret i projektet er unge upcoming kunstnere fra ind og udland, musikere fra Institut for X og nyuddannede filmfolk fra Aarhus.

En del af Art Weekend Aarhus

X