Kan køn lede til terror? En samtale om køn, ekstremisme og vold

X
Kvindemuseet

Kan køn lede til terror? En samtale om køn, ekstremisme og vold

Foredrag

“INCEL oprøret er allerede begyndt! Vi vil styrte Chaderne og Stacyerne!”. Sådan skrev Alek Minassian, før han dræbte 10 mennesker i Toronto. Det kryptiske opslag åbenbarede et univers af selvhad og had mod specielt kvinder, som bliver dyrket online af en løs gruppe, der identificerer sig som Ufrivillige Cølibater.

Joe Mulhall fra organisationen Hope Not Hate har udtalt, at på trods af, hvor forskellig den ekstreme højrefløj i Europa kan være, er de bundet sammen af en dyb skepsis til ligestilling og en udpegelse af feminisme som en af deres hovedfjender. Terroristen Anders Brevik udpegede ligeledes “politisk korrekt feminisme” som en af den europæiske civilisations hovedfjender.

Idealet om “rigtige mænd” kan benyttes til at tiltrække nye rekrutter. Det ses hos oprørs- og terrorbevægelser som Islamisk Stat. I en bog udgivet af Al-Khanssaa Brigaden, Islamisk Stats kvindeorganisation, bliver vestlige værdier udpeget som det, der har svækket islam og den muslimske mand og gjort ham ude af stand til at forsvare sin religion, sit samfund og sine kvinder.

Hvilken rolle spiller køn i vold og voldelige grupperinger? Er det en ny tendens, at køn fylder meget, og hvorfor ser vi det nu? Hvorfor snakker vi ikke mere om kønnede dimensioner af radikalisering?

DareGender og Kvindemuseet inviterer til en panelsamtale, hvor vi sætter fokus på køns betydning for radikalisering og ekstremistiske grupper.

Panelet vil sætte fokus på kønnets rolle i skabelsen af voldelige tendenser: online fællesskaber, krænkelser, hadetaler, forestillinger om køn og “rigtige” kvinder og mænd, kønnet rekruttering/organisering, samt når køn direkte eller indirekte motiverer vold.

Panelet går i dybden med måden, forskellige radikale grupper strukturerer deres verdenssyn omkring køn. Hvad motiverer kønnet arbejdsdeling i Islamisk Stat? Hvordan retfærdiggøres vold mod kvinder? Hvad er Manosfæren? Og hvordan har INCELs opbygget deres helt egen kønnede mytologi for at forstå verden?

PROGRAM

Velkomst v. DareGender

Panelsamtale om køn og ekstremisme m. Maia Kahlke Lorentzen fra Cybernauterne, Allan Aarslev fra Østjyllands Politi & Jeppe Fuglsang Larsen fra Aalborg universitet

Tak for i aften og reception i Kvindemuseets café.

PANEL

Maia Kahlke Lorentzen

Ekspert i digital sikkerhed, online mobning og virtuel aktivisme. Konsulent hos Cybernauterne, der arbejder med digital dannelse. Læs hendes indsigtsfulde oversigt over Manosfæren her – mere eller mindre løse grupperinger, som består af anti-feministiske og hadefulde fællesskaber med udgangspunkt i stærke maskulinitetsidealer og -forestillinger.

Allan Aarslev

Allan Aarlsev er politikommissær ved Østjyllands Politi og har i mere end 30 år arbejdet inden for det danske politivæsen. Han er en af hovedkræfterne bag Aarhus-modellen, som har til formål at forebygge og bekæmpe radikalisering igennem en Mentorordning og et Exitprogram.

Jeppe Fuglsang Larsen

Ph.d.-stipendiat ved Aalborg Universitet. Beskæftiger sig med radikaliseringsprocesser i sammenspil mellem kønnede, subkulturelle, religiøse og politiske identitetsdannelsesprocesser. Har herudover været ansat på projektet RAGE som beskæftiger sig med hatespeech og populisme.

PRAKTISK

Sted: Den gamle byrådssal på Kvindemuseet

Pris: Almindelig entré til Kvindemuseet: 65,- // 50,- for studerende. Museets udstillinger kan besøges forud for eventet på samme billet.

http://kvindemuseet.dk/kalender/kan-kon-lede-til-terror-en-samtale-om-kon-ekstremisme-og-vold/

X