Kongens Fald

X
Aarhus Teater

Kongens Fald

Teater

KONGENS FALD blev hånligt kaldt en knaldroman, da Johannes V. Jensen udgav den i 1901. Fuld af dramatiske passager, spækket med øm og vild erotik, desperation, vold, voldtægt, mord, hestepartering med lysende indvolde og henrettelser med blodsmurte hoveder hoppende hen ad brostenene.

Men romanen er for længst kanoniseret som et mesterværk og det 20. århundredes bedste danske roman, og nu giver vi den for første gang liv på teaterscenen i samarbejde med Det Kongelige Teater.

Centralt i det historiske drama sat i 1500-tallet står soldaten Mikkel Thøgersen og kong Christian 2. To drømmere og fantaster, som vil have det hele, men ikke evner at handle i tide og gribe livet, når det står og ånder dem ind i ansigtet. En nådesløs tour de force gennem det evige og smertefulde danske vægelsind. Om at ville det gode og kærlige og gøre det onde og hadefulde. Her mødes det skidne og det smukke, det rene og urene, livsviljen og dødsdriften i eksistensens malende kværn.

Glæd dig til et episk og visuelt storladent drama. Klassikeren er dramatiseret af Henrik Szklany, som stod bag vikingebraget ”Røde Orm” på Moesgaard Museum under Aarhus2017. Opsætningen er lagt i hænderne på den catalanske instruktør Carlus Padrissa og hans verdenskendte totalteatergruppe La Fura dels Baus, der er kendt fra spektakulære forestillinger kloden rundt, bl.a. åbningen af De Olympiske Lege i Barcelona 1992.

Spillet leveres af et stærkt hold af skuespillere fra både Aarhus Teater og Det Kongelige Teater.

X