L.A. Guns

X
Atlas + Voxhall

L.A. Guns

Koncert

Billetprisen er 300 kroner i døren på aftenen.

Det amerikanske rock-koryfæ Tracii Guns blev i 2018 dansk gift og bor nu deltids i Aarhus med sin gravide hustru! I forbindelse med at Guns’ eget band, L.A. Guns, er på europaturné i foråret spiller L.A. Guns to koncerter i Danmark sammen med vennerne i danske Guns N’ Roses-Jam. Historien om L.A. Guns hænger nemlig uløseligt sammen med et af historiens største rockorkestre; Guns N’ Roses.

 

Tilbage i starten af firserne kæmpede de to upcoming bands L.A. Guns og Hollywood Rose om de unges gunst på The Strip i Hollywood. L.A. Guns var startet af guitaristen Tracii Guns, en vis Axl Rose og havde en dansk bassist, Ole Beich fra Esbjerg. Axl sprang fra og startede bandet Hollywood Rose. Omkring 1985 slog de to bands sig sammen som Guns N’ Roses, og i den første tid bestod lineuppet både af Axl Rose, Tracii Guns og Ole Beich. I kølvandet på Guns N’ Roses eskapader og Axls tiltagende humørsvingninger forlod Tracii bandet og blev erstattet af krøltoppen Slash. Resten er ren rockhistorie.

Tilbage i L.A. Guns udgav Tracii Guns første album i 1988 og har gennem årene solgt millionvis af plader og turneret i hele verden. I en pause fra L.A. Guns i slutningen af 90’erne spillede han i supergrupperne Brides Of Destruction og Contraband samt i eget navn. 2016 markerede genforeningen mellem Tracii Guns og den oprindelige sanger i L.A. Guns, Phil Lewis, og i 2019 udgav de deres seneste album ”The Devil You Know”.

Selvom ny-danskeren med de heavy riffs og de hurtige fingre har udtalt, at hans sidste besked til Guns N’ Roses var, at de godt måtte udelade hans efternavn fra bandnavnet, anerkender han fuldt ud den kemi, som Axl, Slash, Izzy, Duff og Steven skabte, da legendariske "Appetite For Destruction" udkom i 1987 og for altid ændrede hardrocken, og han kan fint unde dem den succes, de opnåede.

Der er derfor lagt op til en once in a lifetime-oplevelse, hvor rockaficionados og heavyhoveder kan tage en tur gennem hardrockens historie, når L.A Guns og Guns N’ Roses-Jam slår dørene op på VoxHall!
Links
L.A. Guns' hjemmeside
Guns N' Roses Jam på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

X