OXY QUEER FESTIVAL

X
Train

OXY QUEER FESTIVAL

Koncert
OXY Magazine har i august 2021 temaet ’Seksualitet og køn’ – og til OXY QUEER FESTIVAL udforsker vi mangfoldigheden i seksualitet og køn, og præsenterer en række unge og kunstnere, der udfordrer normerne på Train.

 
MIZZ PRIVILEZE - Vært og performer

Mizz Privileze (de/dem) er Danmarks normkritiske drag queen og er især kendt fra TV2's 'Danmark har talent', hvor de både fik guldbuzzeren og kom i finalen, som den første drag queen i verdenen. Mizz Privileze laver underholdning fuld af overraskelser, hjerte og humor, og blev i 2020 nomineret både til årets drag og årets LGBT+-person. Dragtivisten er også kendt for at være en af stifterne af bevægelsen ’Lev og Lad Leve’, der arbejder for at stoppe hadforbrydelser mod LGBTQI+personer. Sammen med debattør Louise Kjølsen har Mizz Privileze podcasten "S, P eller K" og er pt. aktuel i udstillingen "AKTIVIST!" på Arbejdermuseet.

 
ERHVERVSUDDANNELSESELEVER IMOD FORDOMME (EiF) - Talk

 

På danske erhvervsskoler har en række elever organiseret sig for at kæmpe mod fordomme mod personer med LGBTQ+-identitet og mod diskrimination. Da skolerne i høj grad er vinklet mod erhverv og arbejdspladser, mener de, at det både er uddannelserne og elevpladsernes ansvar at gå forrest og sætte seksuelle minoriteter og køn på dagsordenen for at skabe mere attraktive miljøer at uddanne sig i. Mød en række af eleverne til QUEER FESTIVAL, hvor vi skal høre mere om arbejdet i EiF, og hvordan man er med til at skabe de bedste rammevilkår for at alle kan udvikle sig fagligt.

O/RIOH – musik

Efter at have opholdt sig 6 måneder mere eller mindre isoleret i den islandske natur, omringet af bjerge og hav, har O/RIOH fundet ind til kernen af sit musisk kreative selv. Musikken kan ikke defineres af genre-betegnelser, men af energier – af eufori, vrede, lykke og forandring, og af samme årsag finder O/RIOH, inspiration i alt fra pop-guruen Justin Bieber til den feministiske punk-rapper Peaches. Med hårde elektroniske beats, autotune-forvrængede vokaler og tekster om sex, penge, udmattelse og alt derimellem, laver O/RIOH musik, som skal få lytteren til at bevæge sig – både fysisk og mentalt. OXY er stolte af at kunne præsentere O/RIOH, som er en nordjysk, queer, producer og artist, der gennem sin musik og øvrige virke i musikbranchen accelerer LGBTQ-revolutionen i Danmark. I 2021 står O/RIOH på dørtærsklen til at udgive sit kommende album COMPLEX.

 
Reveal Party - musik

Det er gået stærkt siden Reveal Party i juli måned 2020 satte sig selv på landkortet med EP’en  ”You Stole A Year of My Life” der, som navnet antyder, er resultatet af en vigtig periode i forsangerinde Emilys liv. Sangene kredser om Emilys oplevelser som trans-kvinde, og om hvor svært det er at møde omverdenen, når du ikke ligner dit identificerede køn. Lovprisning fra anmeldere, interview i Go’ Morgen Danmark samt international opmærksomhed understøtter det faktum at Reveal Party er ét af 2021’s mest interessante bands på den danske musikscene og at forsanger Emily er blevet et vigtigt talerør for LGBTQ+ bevægelsen. Musikken trækker på referencer fra både shoegaze, midwest emo og bedroom-pop genrer, og til koncerten får vi en smagsprøve på bandets kommende debutalbum.

 

Pris: 150 + gebyr / Dørsalg 175

 
TAK TIL:

Tuborgfondets ”Build Live Music Back Better”-pulje og Initiativpuljen i Aarhus Kommune– uden deres økonomiske støtte kunne festivalen ikke lade sig gøre. En stor tak skal der også lyde til WAS Entertainment for at have en ubegribeligt talentfuld og mangfoldig roster. Og endelig vil vi takke Sex & Samfund for at spille en stor rolle i kampen for ligestilling og bedre vilkår for personer med LGBTQ+ identitet på landets uddannelser.

 

GLÆD JER til en magisk og queer sensommer-festival!

X