PÅ KANTEN

X
Godsbanen

PÅ KANTEN

Udstilling ved Aarhus-gruppen Art Studio

Oplægget til udstillingen tager afsæt i begrebet “på kanten”. Hvert af gruppens medlemmer er blevet opfordret til at give deres helt personlige bud på, hvad det vil sige, eller hvordan det føles, at befinde sig - på kanten. Det er således helt op til den enkelte at give sin egen fortolkning af begrebet.

Man kan være på kanten af noget eller på kanten til noget. I alle tilfælde er der tale om en usikker, en uholdbar situation, som lægger op til, at noget må ske, eller at noget vil ske. Noget ukendt, noget skræmmende, noget udfordrende. En position på kanten er en sårbar og udmattende position. Der skal uophørligt balanceres og mingeleres, der skal fixes og dulmes - eller der skal ske noget helt nyt.

En position på kanten er skrøbelig, men kan samtidig give næring til vilde drømme, håb og hidtil uprøvede løsninger!

Vi håber, at vores fortolkninger i al deres forskellighed vil kunne inspirere og vække til eftertanke hos Godsbanens mange besøgende, brugere og medarbejdere.

Åbningen af udstillingen vil blive markeret med en enkel reception, inklusive artist talk og artist walk, hvor der vil være rig mulighed for dialog med udstillerne.

Velkommen til fernisering mandag den 3. februar, kl. 16-18.

Om udstillerne:

Art Studio er en Aarhus-baseret gruppe m/k med vidt forskellig baggrund og og en god portion livserfaring, men med en fælles passion for kunsten og det kreative. Vore kunstneriske kompetencer er udviklet gennem trangen til og glæden ved at formidle oplevelser, tanker og følelser ved hjælp af farver og former. Som udøvere er vi meget forskellige i såvel udtryk som virkemidler, og arbejdet i gruppen byder på gensidig inspiration, kritik og læring.

Vi arbejder bl.a. med akryl, akvarel, olie og gouache samt tegning, tryk og mixed media.

Kontaktperson:

Bjørn Roloff Clausen
roloff.clausen@gmail.com

X