Sanne Søndergaard - Selvsær (forpremiere)

X
Musikhuset

Sanne Søndergaard - Selvsær (forpremiere)

Comedy

Sanne Søndergaard i nyt flyvende-fantastisk show.

Alle hepper på selvværd. Men man skal faktisk være ret sær for at have selvværd. Det mener Sanne Søndergaard, og netop derfor er det omdrejningspunktet i hendes nye show Selvsær, der har forpremiere i Musikhuset den 22. januar 2021.

I showet værdsætter Sanne Søndergaard for alvor sit eget selv – i sin velkendte, satiriske og systemkritiske stil. Og hun undersøger, om der er noget at lære af de sære.

Overdrevne idealer

Ifølge Sanne Søndergaard er showet en optrævling af alt det ævl, der fortæller os, at vi konstant skal optimere os selv for at være gode nok. Fortællinger som, at vi skal arbejde 40 timer om ugen, være nærværende partnere, bevidstgjorte forældre, lyttende venner, have sunde (læs: tynde) kroppe, løbe maraton, følge med i verdens begivenheder, spise kål, powernappe og lære at sige nej og pyt og… og… og. Hun mener ikke, vi skal putte mere på, men tage noget fra. Og vi skal tage det fra dem, der har gavn af, at vi styrter rundt og rundt i selvoptimerings-hamsterhjulet. Vi skal turde være sære!

I videoen herunder kan du se Sanne Søndergaard optræde ved Kvinfos fest i Vega i 2019.

Show for fyldte sale

Sanne Søndergaard er én af Danmarks skarpeste samfundsrevsere. Hun laver komik med indhold og foredrag med humor. Selvsær følger i kølvandet på en række succesfulde shows, der alle kredser om emner som kønsroller, sociale koder og feministiske forundringer. Hendes seneste show Kontroltaber fra 2019 spillede for udsolgte sale over hele landet. Sanne Søndergaard har desuden skrevet fem bøger. Hendes nyeste ungdomsroman, Se mig, blev udgivet af forlaget Gyldendal i foråret 2020.

Vi passer godt på dig i Musikhuset

Vi lever i en særlig tid, der gør det ekstra vigtigt, at vi passer godt på hinanden. Klik her og læs mere om, hvad vi gør for at passe på dig og vores andre gæster.

X