South of Soto

X
Godsbanen

South of Soto

Se en frygtelig Tinder-dæmon med talrige kønsorganer

Jyllands-Postens kulturjournalist Rasmus Romulus Palludan laver tegninger i fritiden under aliaset ”South of Soto”. I udstillingen “Super easily distracted, super non-existing network/life-balance, super waste of talent” udstiller han en samling tegninger, som alle er skabt ud af et behov for at stresse af ved at lave noget andet end at surfe rundt på internettet og sociale medier, når han ikke arbejder.
”I dag er der ingen vej udenom livet på internettet, men samtidig er det altafgørende, at vi alle finder beroligende oaser i fritiden, hvor vi kobler af, hvis vi som mennesker ikke skal blive slugt af de evige digitale malstrømme. Tidspunkter, hvor tankerne flyder uden at blive afbrudt, og hvor de derfor ikke dirigeres af de konstante notifikations-bølger i vores newsfeeds. Tidspunkter, hvor vi i mindre grad er reaktive og gruppestyrede tænkere, der altså reagerer på input, men i stedet i højere grad selv genererer input, og i den proces finder ud af, hvad vi egentlig tænker om ting. Man får en enorm nydelse ud af selv at skabe ting… ud af ingenting,” siger Rasmus Romulus Palludan.
Udstillingens tegninger er alle født på tidspunkter, hvor kulturjournalisten har haft fri fra arbejde og bare stirret på et blankt stykke papir. Han har oplevet, at tiden flyder på en behagelig måde, når han tegner - af den simple årsag, at han synes, at det er sjovt. Derfor glemmer han i et par timer pludselig skærme og oplever i samme nu et ydmygt stykke A3-papir som værende en skarp udfordrer til et 50-tommers OLED-tv, der er proppet til randen med eksplosiv underholdning.

I tegneprocessen har han typisk stenet, mens han stirrede på papiret, indtil en tilfældig tanke er poppet op: Hvordan ville en Tinder-dæmon egentlig se ud, hvis vi legede, at internettjenesterne havde guder? Ville sådan en krabat have én, to, tre eller fire kønsorganer (spoiler: den har flere end fire)? Og nu vi er i gang: Hvordan står det til med Shamanen af Snapchat?
”Jeg nærer mig ingen illusioner om, at mine tegninger er noget særligt, men jeg håber, at folk finder flere af dem underholdende. Jeg ved med sikkerhed, at jeg har efterhånden har internaliseret følelsen af at være distraheret så meget i min væren, at det på længere sigt kan blive problematisk, hvis jeg for eksempel gerne vil skrive en roman. Så for mig har tegning bare været mit eget personlige alternativ til at meditere, gå ture i skoven eller til at klatte med tusser i mindfullness-tegnebøger – sidstnævnte aktivitet er jo direkte latterlig for et voksent menneske.”
Mange af tegningerne er ganske primitive og laver sjov med idéen om, at kunstneren bag ”værket” faktisk har været så distraheret, at han ikke havde tålmodighed eller evner til færdiggøre den overambitiøse mission, som han kastede sig ud i til at begynde med. På den måde er tegningerne også et produkt af den distraherede tid, som vi lever i.

 
”At lave en lille tegning kræver selvfølgelig ikke den samme dedikation, som det ville kræve at skrive en bog. Men hver enkel tegning repræsenterer en original idé, som jeg selv er kommet på, en idé er født i en sindstilstand, hvor jeg slappede af og havde det rart. Tegninger, som altså ikke var kommet til verden, hvis jeg i stedet for at tegne havde kastet mig ud i tidens nærliggende alternativer: At bombardere mig selv med målgruppe-skræddersyede serier på Netflix, stirre mig blind på Instagrams-selfies af mig selv eller gokke den af til porno,” siger Rasmus Romulus Palludan.
Rasmus Romulus Palludan har for nyligt tilføjet ”Romulus” som mellemnavn, da han – et ”l” fraregnet – deler navn med Rasmus Paludan fra Stram Kurs.
”Mit navn trængte til en opdatering, da jeg ikke føler et stort behov for at blive associeret med en internettrold, der går Koran-bacardi på Youtube,” fortæller Rasmus Romulus Palludan.
Rasmus Romulus Palludan skrev i 2013 fagbogen ”Med livet i lommen – onlinegenerationens udfordringer” (for Arnold Busck) i samarbejde med Esben Schouboe. For bogen vandt de Kravling-prisen, der uddeles til unge journalister. I dag skriver han, udover artikler, også klummer for Jyllands-Posten. Senest en klumme om hans forhold til e-løbehjul (læs her). Og før den en klumme om, hvordan det er at dele navn med Rasmus Paludan fra Stram Kurs (læs her). For nyligt dækkede han Roskilde Festival, hvor han skrev en todelt reportage om, hvordan det er at være på festival i 24 timer uden mobiltelefon og penge (læs her). Ved samme lejlighed blev det til at interview med Noel Gallagher fra Oasis (læs her).

Følg Rasmus Romulus Palludan på Instagram-kontoen: @palludayz
Følg South of Soto på Instagram-kontoen: @Southofsoto

X