You´ve come a ling way, baby

X
Aarhus Teater

You´ve come a ling way, baby

Teater

I 1968, da der var fuld damp på kvindefrigørelsen, lancerede den amerikanske tobaksgigant Philip Morris en ny cigaret målrettet den frigjorte, selvstændige kvinde: Virginia Slims. En slank cigaret, designet til feminine fingre og pakket ind i imiteret guld. Under reklamesloganet You’ve Come a Long Way, Baby blev den et stort hit hos kvinderne og samtidig et symbol på, hvordan fantasifulde finans- og reklamemænd slog aggressiv mønt på kvindekampen.

Stykket er nyskrevet af prisbelønnede Christina Hagen, en af dansk litteraturs mest formudfordrende og rebelske forfattere. I bøger som White GirlJungle og senest Korrekthedsbibelen er hun på konstant kollisionskurs med tabuer inden for køn og kultur. Hendes tekster er ladet med spruttende overskud, skånselsløs vildskab og en original sans for undergravende humor, som både forlyster og forarger.

Med You’ve Come a Long Way, Baby, der har urpremiere på Aarhus Teater, har Christina Hagen skrevet et provokerende og performativt stykke om sammenhængen mellem kapitalisme, reklame og feminisme med inspiration i 60’ernes og 70’ernes catchy slogan for Virginia Slims.

På scenen kan du møde to af Aarhus Teaters unge, stærke kort, Viktor Pascoe Medom og Mette Klakstein Wiberg. Husscenograf David Gehrt står for scenografien, og forestillingen er iscenesat af Emil Rostrup, der er en af dansk teaters mest lovende, unge instruktører.

X